HjulmandKaptain
Advokatfirmaet HjulmandKaptain i Aalborg blev guidet sikkert fra byggefasen over klargøring af det nye domicil og til indflytningen var gennemført, uden negativ påvirkning af den daglige drift, advokatfirmaets tilgængelighed og indtjeningsevne.
HjulmandKaptain er blandt Danmarks største advokatvirksomheder. I september 2015 stod direktør Anders Thorup og hele Aalborg-afdelingen over for en stor udfordring. 9 måneder senere skulle de overtage deres nye domicil på Aalborgs nye havnefront. HjulmandKaptain havde ingen erfaring med en så stor erhvervsflytning, men efter A2Z havde præsenteret sit koncept for advokatfirmaet var Anders Thorups første reaktion mere end positiv:
”Jeg vidste faktisk ikke, at den form for rådgivning bliver udbudt. Det var for stor en opgave, og jeg ville have nogle professionelle med i processen. Det er fantastisk, at man med ro i sjælen kan gå hjem fredag eftermiddag og regne med, at A2Z styrer flytningen sikkert i mål i løbet af en weekend,” siger Anders Thorup, der er administrerende direktør i HjulmandKaptain.
OM PROJEKTET
Forud for samarbejdsaftalen overvejede HjulmandKaptain grundigt om A2Z vitterligt kunne klare opgaven. A2Z’s erfaring fra andre store erhvervsflytninger gjorde udslaget, og A2Z begyndte at forberede den kommende flytning.
”A2Z er virkelig gode til alt fra den overordnede logistik til de lidt mere nørdede opgaver. Organisering af arkiv og bibliotek gik smertefrit, selvom vi stod med 500 flyttekasser med arkivmateriale, som skulle organiseres i et nyt system. Det hele blev pakket, så de nemt og logisk kunne stille det op på de nye hylder,” husker Anders Thorup.
Desuden tog rådgivningen hensyn til, at HjulmandKaptains medarbejdere ikke måtte berøres af flytteprocessen. De skulle i stedet fastholde fokus på kunder og sagsbehandlingen helt frem til sidste dag i det gamle domicil. I praksis betød det, at samtlige medarbejdere arbejdede helt normalt, frem til flytningen begyndte fredag kl. 16:00. Mandag morgen kunne de fortsætte deres arbejde, hvor de slap – blot på en ny adresse.
”Jeg er direktør i en virksomhed, hvor partnerne – og dermed ejerne – er på arbejde hver dag. Jeg var en glad mand, da vi mødte ind om mandagen og så, at alt var færdigt, installeret og klar til brug – inkl. vores IT-udstyr og alt i vores reoler.” siger Anders Thorup og fortsætter:
”Vi ville gerne undgå at spilde tiden, så jeg lod A2Z fortælle mig, hvad vi skulle gøre, og stolede på, at mandag morgen ville alt køre efter bogen. Det lykkedes fuldt ud.”
